Grønlændermysteriet
Som biolog sidder man tit og tænker på, hvor fedt det kunne være at løse et af livets store mysterier ved anvendelse af en af de mange teknikker man har opsamlet under mange års uddannelse. Hvis man dømmer ud fra antallet af artikler og andre diskussioner om emnet gennem tiden, så må fænomenet ”grønlændere” absolut høre til i denne kategori.
Jeg havde, som Claus Eriksen nævner i et indlæg i sidste uge på Seatroutgudiefyn, fornøjelsen af at studere dele af grønlænderfænomenet i midt-nullerne, men når jeg så ser min gamle chef og meget anderkendte figur, i hvert fald i lysfiskerkredse, ”fejlcitere” dele af den lille flig af mysteriet, som jeg har en andel i at have belyst, så må jeg til tasterne. Tanken om at bidrage til mere mytedannelse på området er for skræmmende for mit – godt nok slumrende – akademiske sind, så dette indlæg er et bidrag til en smule opklaring/oplysning på Claus’ indlæg. Claus lagde i december 2016 et indlæg på Facebook om, at det handler om at huske og atter huske og uanset om Claus altid husker rigtigt (det gør han ikke), så kan jeg ikke lade være med at tænke på, om det er denne egenskab eller bare rent held, der gør, at Claus over tid muligvis har fanget et par havørreder mere end mig.
I politik er det muligt at købe en grønlænder bare ved at tilbyde en udvalgspost, mens det at fange en grønlænder ved fiskeri kræver en total forståelse for sammenhængen mellem fisks fysiologi, adfærd, temperatur og havstrømme. Læg så dertil en total evne til, at henslå enhver afvigelse fra mange års opsparede teorier som undtagelsen, der bekræfter reglen. Jeg kender ikke andre grupper af mennesker, der som lystfiskere altid har et enormt behov for at kunne forklare enhver adfærd blandt byttet. Det er for koldt, for varmt, lavvande, højvande, strømmen er nordgående, for meget sol, for lidt sol osv. Som lystfisker er jeg hverken værre eller bedre og husker tilbage på endeløse snakke på bredden af en lakseelv, om hvis bare vandstanden ville stige eller falde et vist antal cm, så ville lykken være gjort.
Jeg er født og opvokset i Frederikshavn, hvor havet er et rigtigt hav med masser af salt i. Her er ingen ferske bugter og vige hvor sarte sjæle kan søge tilflugt når elementerne bliver for barske. Jeg husker fra en ganske ung alder de årlige artikler i Fisk & Fri og Sportsfiskeren, som indgående beskrev hvordan de mindre blanke havørreder søgte tilflugt i åerne, fordi det salte hav ikke var sted at opholde sig. Så var det jo meget godt at Bangsbo Å løb lige gennem haven ved vores hus, for så havde de stakkels grønlændere jo ikke andre udveje end at svømme forbi. Lige syd for Frederikshavn ligger Sæby Å, hvor de nederste 500 meter af åen i 80erne og 90erne kunne byde på et grønlænderfiskeri, der kunne tilfredsstille selv en ungersvends vådeste fiskedrømme. Nord for Frederikshavn ligger Elling Å, hvor der til tider også kunne husere ganske pæne flokke af de magiske grønlændere. I starten, hvor min unge alder satte en begrænsning på rækkevidden, blev Bangsbo Å tæppebombet og det lykkedes fra tid til anden at overliste ganske pæne fisk. Som tiden gik og benene blev stærkere begyndte Sæby Å at blive stedet, men hver eneste gang jeg på cyklen passerede kysten lige syd for Frederikshavn, syntes saltvandet at trække mere og mere end det ferske åvand.
Nu var der jo så bare det problem, at vandet både kunne være meget koldt og meget salt og der stod jo stadig i bladene, at det ikke var en god kombination. Det passede jo så meget godt, at åen åbnede 16. januar og så måtte holde for, indtil havet blev varmere. Det gjaldt om mindst at nå op på de fire magiske grader. Jeg har godt nok aldrig fundet ud af hvor tallet stammede fra, men ikke desto mindre måtte det være sådan. Ifølge bladene skulle man også huske, at fiske sit blink meget langsomt og lige over bunden. Kom jeg hjem uden fangst var det sikkert at min far altid sagde, at jeg ikke havde fisket dybt nok. Da mine kystture gjorde et dybt indhug i blinksortimentet i min fars grejbutik undrede det mig godt nok, at han ikke bad mig fiske blinkene hurtigere. Som tiden gik og hjernen begyndte at stille flere spørgsmål var der flere og flere spørgsmål omkring de grønlændere der trængte sig på, men som altid blev de slået hen med, at det jo nok ikke var for sjov at de årlige artikler i Fisk & Fri blev trykt og at det nok var bedst at holde sig til de gode råd.
Kystfiskeriet fik efterhånden en fremtrædende plads og da jeg i 1995 flyttede til Odense for at læse biolog og fiske i det det sagnomspundne fynske eldorado kunne jeg næsten ikke styre min entusiasme. Jeg havde selvfølgeligt også læst artiklerne om, at de fynske havørreder om vinteren svømmede mod Sydfyn og om sommeren mod Nordfyn, så jeg var fuldstændigt klar. Som tiden gik kom der dog flere og flere huller i teorierne om nord og syd, koldt og salt, så løsningen blev mere og mere bare at fiske løs uden at tænke for meget. Det viste sig at være en fejl.
På Odense Universitet, som det hed på den tid, skulle man ikke gå langt for at støde på andre fisketosser og på et tidspunkt mødte jeg Christian Nielsen, som sammen med Steffen Madsen var begyndt at studere fysiologien bag bl.a. ørredens smoltifikation, herunder et specielt enzym som spiller en nøglerolle heri. Christian er, om nogen, en fisker med mange teorier, men han var også manden bag mit først job efter studiet. Jeg blev nærmest, som havde skæbnen bestemt det, tilbudt at medvirke på et forskningsprojekt om grønlændere hos DTU Aqua i Silkeborg. Historien om de frysende grønlændere udspillede sig derfor i Silkeborg og ikke i Odense.
Forsøget skulle sammenligne fisk fra et højsalint område (Vadehavet) og et område med lavere salinitet (Djursland). Hensigten var at undersøge, hvorvidt der er forskel på den osmoregulatoriske kapacitet (evnen til at opretholde en stabil vand- og saltbalance i fisken) blandt ørreder fra de to områder med udgangspunkt i, at det kan være nedsat kapacitet, der ”tvinger” grønlænderne mod ferskvand. Der blev indfanget havørreder i grønlænderstørrelse (ca. 30-50cm) i Ribe Vesterå og så fra Grenåen (Kolindsundkanalerne) som blev bragt til Silkeborg. Da det ikke er en god ide at fordre forsøgsdyr, så indgik der ingen fodring af grønlænderne og derfor kan jeg, selv i socialt lag med alkohol involveret, ikke have udtalt mig om dette til Claus. Fiskene gik heller ikke i akvarier, men i farvede plastictanke, bl.a. for at modvirke stress hos fiskene. Stress, som med sikkerhed ville opstå, hvis man stod med næsen mod et glasakvarie fyldt med ørreder, der skulle koncentrere sig om sin vand- og saltbalance.
Grønlænderne blev over tid tilpasset ferskvand på ca. 10 ⁰C. Herefter blev fiskene inddelt i 2 grupper der blev overført til hhv. ferskvand (FV) og saltvand (SV) (10 °C; 30+33 promille). Temperaturen blev nu sænket over 4 dage fra 10 – 3 °C (2004)/ 2 °C (2005). I 2005 blev der medtaget parallelle kontrolgrupper ved 10 °C gennem hele forløbet for bedre at kunne vurdere temperatureffekten på fiskene. Efter at temperaturen blev sænket, var jeg spændt på hvorvidt nogle af fiskene ville dø som følge af den lave temperatur. Gennem en periode blev der udtaget blodprøver fra fiskene og udtaget små stykker af deres gæller, for at kunne måle på vitale værdier, der kunne sige noget om grønlændernes evne til at håndtere det kolde saltvand.
Som Claus bemærkede i sit indlæg, så havde jeg ganske rigtigt bidt mærke i grønlændernes adfærd i tankene. Min forventning var, med alle de gamle artikler i tankerne, at fiskene ved 2 grader, især i saltvand, ville udvise en passiv adfærd og være nærmest lammede. Dette var dog langt fra tilfældet og jeg var meget overrasket over, hvor sensitive selv de stakkels frysende grønlændere i saltvand var over for selv den mindste bevægelse og lyd i akvarierummmet, selv om jeg på gammeldags skolemester facon havde beordret total stilhed. Intet i deres adfærd (udover en enkelt gruppe) tydede altså på, at de var på gravens rand. Nu er observationer noget af det allersværeste at tolke på når man ikke har direkte målinger og derfor heller ikke kan adskille de forskellige grupper. Min oplevelse var dog, at der ikke var nogen forskel i årvågenheden, som syntes at være lige høj hos grønlændere i både koldt og lunkent ferskvand/saltvand.
Årvågenheden var dog til at overse hos den del af fiskene fra Ribe Å i 2004, som efter overførsel til koldt saltvand i gennem forsøget vendte bugen i vejret, mens grønlænderne fra Grenå klarede det nærmest med bravour. Ikke just hvad jeg forventede, men målinger fortalte, at grønlænderne fra Ribe det år sandsynligvis havde opholdt sig længere tid i ferskvand og derfor havde mistet evnen til at regulere vand- og saltbalancen. I 2005 var det omvendt hvad angår overlevelsen, her klarede Ribe fiskene sig bedre end Grenå fiskene, hvor målingerne indikerede, at ingen af grupperne havde opholdt sig specielt længe i ferskvand.
Der var generelt en høj overlevelse blandt grønlænderne i ferskvand, 30 promille og 33 promille ved lave temperaturer. Eneste undtagelse er saltvandsfiskene fra Ribe 2004, men dette skyldes som nævnt formentlig en lang periode i FV inden fangst. Det er dog vanskeligt, at konkludere om temperaturens påvirkning på grønlændernes fysiologi ud fra overlevelsen alene. Resultaterne viste, at der var en effekt af temperaturen på fiskene i 33 promille SV ved 2 ºC i grønlænderne fra både Grenå og Ribe Å. Det højeste niveau af påvirkning fandtes i fisk fra Grenå. Påvirkningen medførte en ændring af vand- og saltbalancen i fiskene. Der var desuden en påvirkning af nyren i SV ved lav temperatur i grønlændere fra Grenå.
Overførsel fra FV til SV medførte generelt en stigning i enzym aktiviteten i fiskenes gæller, hvilket må ses som et forsøg på tilpasning til forholdene. Grønlændere i 2 ºC SV havde en enzym aktivitet i gællerne på niveau med det der fandtes i SV 10 ºC. Stigningerne i mængden af salte i blodet i 2 °C grupperne overgår dem i 10 °C grupperne, hvilket antyder, at aktiviteten ikke var tilstrækkelig opjusteret til at kompensere for kuldepåvirkningen på enzymets funktion. Manglende opreguleringsevne af enzymaktiviteten kan altså være en forklaring på fiskenes nedsatte evne til at holde saltbalancen ved den lave temperatur. I 2005 forsøgene faldt enzymaktiviteten i gællerne i FV i gennem forsøget, mens det var konstant i 2004 forsøgene. For både Grenå og Ribe Å gjaldt det, at enzymaktiviteten ved 2 ºC forblev højere end i 10 ºC FV, i lighed med andre undersøgelser. Den forhøjede aktivitet skal sikre forbedret funktion ved den lave temperatur. At kompensationen er tilstrækkelig blev indikeret af FV 2 °C grupperne. Med andre ord kan fiskene bedre opretholde vand- og saltbalance i FV når temperaturen er lav. Den kombinerede effekt af lav temperatur og høj saltholdighed, havde den største negative effekt på grønlænderes evne til at opretholde en stabil vand- og saltbalance. Det osmotiske stressniveau i form af ændrede niveauer i blodet, der blev målt i grønlænderne ved de givne forsøgsomstændigheder forekommer, at være moderat i fisk fra Ribe Å men meget alvorligt i fisk fra Grenå. Fiskene søger formentlig at undvige dette ved opvandring til FV refugium. Forskellen i følsomhed hos fisk fra Grenå og Ribe Å er genetisk betinget og udtryk for lokal tilpasning til de forskellige saltholdigheder i de kystnære områder. Selv mindre grad af osmotisk stress kan dog forventes at have bivirkninger i form af nedsat organfunktion, sygdomsresistens og reduceret vækst og øget risiko for prædation. Derfor sandsynliggør undersøgelsen, at drivkraften bag grønlænderes opvandring til åen er det osmoregulatoriske stress, der kan opstå hos individuelle fisk når saltvandstemperaturen når en vis kritisk nedre grænse og saltholdigheden når et vist niveau.
Sagt med andre ord, så var der noget om snakken når den gik på, at havørreder ikke er vilde med koldt vand med meget salt i.
Det vil sige, at Claus korrekt angiver, at havørrederne har en udfordring med saltbalancen, men om det også gælder på en sydfynsk kyst med sit forholdsvis lave saltindhold er ikke undersøgt. At det kolde salte vand får havørrederne til at udvise den adfærd på kysten, som Claus beskriver, kan jeg altså ikke bekræfte, men det er en interessant teori. Hvordan en Fyggi – selvom den er magisk nok – på et øjeblik så skulle kunne ophæve dette kulde- og saltchok kan jeg ikke helt gennemskue. Hvis Claus sponsorer et feltstudie her af, så skal jeg gerne stille mig til rådighed.
Forsøgene viste, at grønlænderne på trods af udfordringer i det indre univers faktisk kunne klare en del, også dem fra Grenå, som alt andet lige blev testet et stykke over deres normale saltholdighed. Dette er selvfølgelig ikke ensbetydende med, at de samtidigt vil have overskud til at kaste sig over Fyggi´er og andet godt ude på kysten.
I stedet for bare at fiske videre som intet var hændt, så henlagde jeg i langt højere grad turene til fjordene og mudderbunden (selv om det var svært at slippe leopardbunden som Jens Ploug havde prædiket) og sjovt nok med stigende fangster til følge (også selv om både blink og fluer trækkes ind i ultra tempo). Nu er mine samlede fangster lige knappe nok til at danne grundlag for meget videnskab og jeg undrer mig til stadighed over fangstrapporter fra højsaline kyster midt om vinteren. Men var der ikke noget med nogle sprækker i kalkbunden langs den jyske østkyst, magiske små ferskvandsudløb, der åbenbart kan fortynde et helt ocean osv., osv.
Skulle du få lyst til at læse hele historien om grønlænderforsøget, så ligger rapporten her:
154_05_undersoegelse_af_umodne_havoerreders_optraek_i_ferskvand
Er du interesseret i at vide mere om osmoregulering så kig her:
https://www.fiskepleje.dk/fiskebiologi/oerred/smolt/osmoregulering.aspx
Med venlig hilsen
Dennis Søndergård Thomsen
En Kommentar
Michael
Tak.