En ældre artikel som jeg bragte tilbage i marts 2010 i magasinet Fiske-Feber.
Men lige nu hvor kulden og de milde nætter viser sig på skift i starten af 2019 , så drømmer jeg tilbage til disse tider-Læs med så ses vi måske i mørket ..
Klubaften
Det er en ganske almindelig torsdag aften i Faaborg fiskeklub for 21 år siden. Klublokalet er pakket ind i røg og fiskesnak, som det har været så mange gange tidligere. Vi er i februar måned og der er et par graders frost udenfor, efter snakken at dømme er der ikke mange ude og lufte fiskestangen, det er fa… også koldt på denne årstid.
Jeg deler en øl med et par fiskevenner, da en gut igen fortæller om ham her” jern Henrik” der fanger så mange havørreder i sine ulovlige garn om natten. Mine øre lytter en del efter ”jern Henrik” snakken selvom Ejnar er ved at fortælle mig om en fangst han gjorde i weekenden.
Ejnar kan sikkert se jeg ikke høre efter hvad han siger, så han retter sig på stolen og giver Jan historien i stedet. Jeg får nu en masse information som printer sig ind på min nethinde… han sætter sine garn om aftnen og røgter dem igen om morgnen, hvor der er imellem 5-25 havørreder i garnet, med de største på over fire kg. Jern Henrik sejler fra lystbådehavnen og ind i bunden af Faaborg fjord, hvorefter han smider sine garn på den bløde sumpede bund, en tur han kan tilbagelægges på ca. en halv time i den lille træjolle. Navnet Jern Henrik er ingen tilfældighed, han er stor som en bus og stærk som en okse, så ingen grund til at diskutere her- bare løb….
Første tur.
I løbet af ugen tænker jeg flere gange på denne historie… kan det virkelig passe at han fanger alle de havørreder om natten, selvom det er så koldt og vi er i februar måned. Hvis dette rigtigt hvorfor sidder vi så og kikker på vejrudsigten og håber på sol, så vi kan komme ud og fiske.
Jeg ved ikke hvor mange gange jeg har aflyst en planlagt fisketur med arhh det er overskyet og vandet er koldt, så jeg kan ligeså godt blive hjemme, for jeg fanger, sku ikke noget under disse forhold. Jeg griber min mobil og ringer til Ejnar og sætter ham ind i min ide med en aften / nat tur i fjorden den kommende weekend. Ejnar virker som forventet ikke begejstret og fortæller mig at jeg måtte sku da have en skrue løs et sted. Men efter en kort dialog hopper han med på den sindssyge ide, men dog ikke uden at give en afsluttende bemærkning… fanger vi ikke noget bliver dette her imellem os.
Vi mødes om lørdagen i totalt mørke kl. 19.00 på det aftalte sted, temperaturen ligger lige på frysepunktet og er faktisk en smule varmt i forhold til tidligere aftner. Vi bevæger os ned til fjorden indpakket i waders, huer, handsker og masser af varm kaffe i ryglommen.
Vi har begge monteret nogle kraftige børsteorm imitationer på vores forfang, vores pandelygter farer noget uvant rundt i mørket, men det er jo også nogle måneder siden vi var på nat tur sidst. Jeg ser på Ejnar inden vi skilles og kan stadig se det håbløse udtryk i hans ansigt der tydeligt fortæller mig, at dette her er sku ikke normalt. Jeg tvivler faktisk selv på succesen, da de førte ringe i vandet breder sig ud fra mine waders og forsvinder ud i den mørke fjord. De førte kast skal lige koordineres med handsker og skydeline inden det køre med nogle gode kast ud i mørket.
Jeg står og tænker det var sku nok en dum ide det her, da mørket brydes af Ejnars tændte pandelampe og efterfølgende råb.. der er sku fisk her…… fisken viser sig dog at være nogle centimeter under de 40 cm , så den får hurtigt friheden igen. Efter en halv times tid er det min tur til kontakt, men nok pga. de forfrosne fingre og den tynde skydeline kommer mit tilslag aldrig, linen forsvinder ud gennem mine fingre uden nogen mulighed for at holde igen og efter få sekunder er fisken væk. En kop varm kaffe og nogle vindmølleslag og en hel del englehop er vi igen klar til at fiske.
Vi fisker en times tid mere, hvor det lykkes mig at lande en fin blankfisk på 45 cm, så må vi desværre opgive da vi ikke kan holde varmen mere. Men turen have givet os et resultat vi aldrig havde ture drømme om, der var fisk om natten selvom det var koldt og mørkt. Turen blev den første af mange kolde ture i mørket, hvor der i starten var langt mellem fiskene, men ved at vælge nogle vigtige forhold, der skal tages med i valget af fiskeplads, kom der flere fisk på land.
Vigtige forhold
Det er klart at har vi hård frost er fiskeriet ikke muligt, for det første fryser øjerne på stangen der umuliggør et ordentligt kast og koncentrationen flyttes fra vandet og hjem til den varme stue med kaffekoppen i hånden.
En hård vinter kan betyde at vores fjorde lukker til med is og endnu værre hvis det hele lukker til med is. Om det er pga. den globale opvarmning eller andet skal jeg ikke komme yderlige ind på, men fakta er jo at der er langt imellem hvor vi har en rigtig isvinter i Danmark, sidste gang var helt tilbage i vinteren 1995/1996. Der er også langt flere nætter hvor temperaturen ikke bliver rigtig kold, hvis det ikke lige er fordi en frisk vind får det til at føle som om det er langt koldere.
Alt dette betyder at der er langt flere fisketimer til rådighed og jeg kan godt garantere dig, at der ikke er mange ude og fiske om aften/natten eller tidlig morgen i feks januar – april. Så er du træt af at din plads i fjorden altid er optaget i dagtimerne så skulle du prøve når det er blevet mørkt, så har du pladsen og havørrederne for dig selv…..
Havørreden har det svært i den kolde tid og søger gerne langt væk for at finde mere ferske vande som feks sydfyn og naturligvis tættere på Østersøen der er lang mere fersk. Det betyder at steder med mange å udløb i nærheden er fortrukne pladser på denne tid. Men det er naturligvis vigtigt at tjekke oplysninger omkring fredningsbælter, så man ikke fisker ulovligt. Der vil ofte være et flertal af mindre grønlændere(40-45) cm, men indimellem er der kæmpe store overspringere at finde. Man må dog ikke glemme pladser med meget dybt vand under land, det kan være pladser som Slips havn og Strip Fyr. Disse pladser kan til tider have kraftig strøm, der presser sildestimer ind under land og det er her du har chancen for at træffe havørreder der er fulgt med ind i jagten på føden. Der vil ofte være længere mellem fiskene på disse steder, men får du kontakt med en havørred kan du være sikker på der er noget størrelse på.
Fyn på den anden ende.
Hvis der er noget der som lystfisker kan få vores temperament i kog, så er det når nogle fanger fisk og alle andre ikke kan fange det mindste. En tidligere sønderjyde skabte i vinteren 2008/2009 ekstreme bølger på diverse hjemmesider og fiskesnakken fløj rundt i de Fynske grejbutikker og igennem mit daglige job har jeg hørt alle mulige kommentarer som, han fisker med garn, de er fanget i et frednings bælte, han er fuldt af p.., må lige her indskyde, at selv jeg også begyndte at tvivle lidt på denne person, men han var en god kunde i butikken og har sku set en masse af hans fisk såååå..
Har ellers hørt mange gode ideer og forslag om at gemme sig ved hans hus og herefter forfølge ham (som en anden Russisk spion) til det hemmelige sted, hvor han fanger sine fisk om natten. Jeg selv ville aldrig lægge mig på lur en råkold februar måned for at finde den hemmelige plads, det er det sku for koldt til….. meeen jeg havde nok overvejet at montere en skjult GPS i hans bil, så kunne jeg sidde hjemme og drikke dejlig varm kaffe imens informationerne tikkede ind på computeren..
Mit priste punk var nået… jeg måtte have snak med denne Thor Madsen! hvem var han og mest af alt hvor fik han sine fisk? Da Thor en dag kom ind i butikken startede en hyggelige snak, om fiskeriet men der var en lumsk bagtanke, men nogle gange må man spille højt spil for at få nye græsgange.. Thor Madsen var en ung fyr på 26 år som er lystfisker om en hals, alt drejer som om havørred fiskeriet, når ikke lige lærepladsen som maler eller kæresten kalder på ham. Thor er som sagt tilflytter fra det sønderjyske til Odense og efter kort tid fik han for alvor øjnene op for det Fynske havørred fiskeri.
Da Thor er ekstremt A menneske står han ofte op kl. ekstremt tidligt for at nå nogle timers fiskeri inden han møder på jobbet. Det har påvirket hans fiskeri til at foregå i de meget sene nattetimer eller i de ekstremt tidlige timer af døgnet. Jeg har ikke kendskab til nogen anden, der har så mange store havørreder på samvittigheden som ham. Kikker man lidt i hans fangst journal finder man 2 fisk over 7 kg 1 fik over 6 kg og sådan forsætter det bare ned til de ørreder jeg fanger flest af nemlig ”småfisk” på 45- 55 cm. Man har lov til at være misundelig og kritisk når nogle kan fange så mange og store fisk som han gør, så min overraskelse var stor da han forstod min ”egen” invitation til at tage en tur ud med ham den kommende weekend.
Nyt fiskevand
Thor hentede mig kl. 01.45 jeg var ikke spor frisk, men mine tanker føj rundt om de nye pladser jeg skulle se denne nat efter en rask køretur igennem det fynske landskab mutters alene på lande vejene når vi frem til pladsen. Køreturen var nu ikke helt gratis ….. for at få lidt information om de steder Thor fisker måtte jeg desværre af med et par af mine ”egne” men jeg var sikker på at det kunne betale sig så jeg gav ham en af mine egne top pladser til forårsfiskeriet på Østfyn.
Efter en kop kaffe blev stængerne rigget til, men hvad fa….. var nu det for en å kæp han stod og samlede??? Imens jeg var helt rund på gulvet fortalte Thor, at der ikke var behov for at kaste så lang på disse pladser, så han ville hellere fighte sine fisk på en 9 fod kl. 4 stang, end det man normalt forbinder med en almindelig kyst fluestang. Kan i forestille jer det scenarie at skulle kæmpe med en fisk på + 6-7 kg i mørke og så med en klasse 4 stang? Jeg montere min egen Sage Xi-2 690 færdig og montere min Sorte Flatwing på forfanget (en udgave på 7-10cm), det er den jeg har haft mest succes med om natten.
Da vi ankom til stranden kunne jeg godt forstå det ikke var nødvendigt med de længste kast, meeen en klasse 4 stang nej tak ikke mig og slet ikke til fiskeri i totalt mørke. Nu er det lidt svært at gennemfiske nye steder i totalt mørke, men efter lidt guidning fra Thor og hans kammerat Dennis Flynder som også er med på turen går alt lidt nemmere.
Vi mærker dog ingen fisk og flytter hurtigt videre til en ny plads i nærheden som igen gennemfiskes af 3 ekstrem ihærdige fluefisker. Lige før det lysner helt får jeg hugget, meeen desværre var det en lille fisk der forgreb sig på fluen. Fisken bliver hurtigt afmonteret og sendt tilbage til sit rette element inden Thor når helt hen til mig, Thor havde håbet på at ”gæsten” ville få en god fisk (det samme tænkte jeg nu også på) men sådan skulle det ikke gå denne nat.
Jeg må indrømme at mine øjne var ved at være noget tunge, da Dennis og Thor foreslår en sidste plads inden vi tager hjem. Mine tanker var nu ellers på vej ind under dynen til kæresten der lå hjemme og sov i den varme seng. Hvis jeg nu havde kørt selv var jeg sku nok stukket af, men som gæst og i undertal blev jeg overtalt til sidste forsøg igen igen… Efter en rask køretur hvor jeg faktisk faldt i søvn, holdt vi lige pludselig midt i bunden af en fjord. Det her område kan man kalde for et lavvandet område, der var nok ikke mere vand en 20-40 cm og med totalt blød bund. Fiskeriet foregår med kast direkte fra land uden at gå i vandet, hurtigt ser jeg ud af øjenkrogen at Thor smider en fisk på måske et par kg, den laver nogle gevaldige buler på det lave vand, da den stikker af. Denne nat gav ikke den store fiskemæssige oplevelse som jeg havde sat næsen op efter, men den gav mig nogle gode guldkorn til mit eget fiskeri.
Mit eget natfiskeri foregår normalt kun på 1 til maks 2 pladser, men denne nat var vi 3 forskellige steder. Thor fortalte mig på vejen hjem at han oftest benytter den for form for pladsskift om natten. Fiskene er som reelt inde under land om natten og gerne i nærheden af mere ferskt vand pga. af deres krav til mindre salt indhold når vandet bliver koldere. Finder man ikke havørreden ved at gennemfiske strækningen 1-2 gange ja, så er chancen ikke så stor for, at der lige netop kommer fisk ind på pladsen denne nat. Derfor kan det være en fordel at have nogle forskellige pladser tæt på hinanden, der dermed kan given en nogle flere chancer den samme nat.
Grej til vinterfiskeri om natten
Grejet man benytter på denne årstid kan være det samme som om sommeren. 9 fods stang kl. 6-8 med en flydeline eller en intermediate line Men der er dog en vigtig detalje som kan have stor betydning for fiskeriet. Normalt benytter jeg en monofil skydeline til næsten alt mit fiskeri, men om vinteren er det en fordel at benytte en coatet runningline med .
Den første grund er at en monofil liner har tendens til at blive mere stive og den filter jo koldere det bliver og den anden grund er, når du først begynder at fryse på fingerne, ja så forsvinder alt føling med linen. Jeg har flere gange forsøgt at give modhug til fisk, hvor linen bare suser ud gennem fingrene fordi de er frosne og ubrugelige, så er det noget nemmere når der er noget tykkelse på ens skydeline.
Udover fiskegrejet er det utroligt vigtigt at have noget ordentligt tøj på. Svedtransporterende undertøj med et tykt lag fleece udover sikre dig varmen når det er koldt. Skift dit smarte cap ud men en dejlig varm vandafvisende fleece hue, der når godt ned over øerne samt nogle gode fiskehandsker der ligeledes er vandafvisende..
Ved længere ture med overnatning i det fri (feks. Æbelø) i marts måned kan det stææærkt anbefales at have et godt og solidt trangiasæt med, så du har mulighed for lidt varm mad eller en kop frisk kaffe.
Der er altid chance for at komme til at fryse når man er af sted på fisketur, men der er kun en måde at få varmen på igen. Man skal sørge for at få sin blodcirkulation i gang igen, det gør man meget enkelt!
Løb rundt på standen samtidigt med at du sviger armene rundt som vindmøller i fuld fart. Skift gerne løb ud med en rigtig god gang englehop, du skal gerne løbe og hoppe rundt i ca. 10 min. I fuld påklædning inkl. Waders. Har du ikke fået varmen efter sådan en tur, kan jeg kun anbefale at man opgiver fiskeriet og køre hjem for denne nat.
Fiskevejr
Nu er det ikke alle dage der er lige gode til at fiske i, det er som ved almindeligt dagsfiskeri nogle få ting der kan være med til at give dig succes. Find et godt sted med dybt vand tæt under land eller en fjord hvor der er fralandsvind. Fralandsvind vil nemlig føre det kolde overflade vand væk fra kysten samtidigt med, at der vil blive sendt varmere bundvand ind igen.
Det nære kystvand kan godt være 0-1°c samtidigt med at der faktisk er 3-5°c ude på 20 meters dybde. Det er derfor man i meget kolde perioder kan se erhvervsfiskere der trawler efter sild og torsk oftest har en del store havørreder som bi fangster i deres trawl, da den søger herud for at kunne overleve i det ellers alt for kold vand.
Tag gerne ud på de dage hvor det er et tæt skydække frem for de dage hvor der er skyfrit. Skyfrie natter, er oftest lige med hårde frostgrader og stjerneklar himmel og frosne ruder på bilen.
Hvorimod et tæt skydække vil holde på jordes temperatur og derved give dig en rimelig chance for ikke at få is i øjerne på stangen, men ligeledes vil du også have langt bedre chancer for at kunne holde varmen imens du fisker efter vinterens overspringere.
Jeg håber, at når du nu har læst artiklen selv har fået inspiration til selv at forsøge natfiskeriet i vintermånederne efter de blanke havørreder.
Knæk og Bræk og en masse englehop 😉
Niklas Albtrechtsen
Skriv en kommentar