En julegris fra kysten

Om man vil det eller ej så er der bare nogen folk man elsker at hade…..!

Sådan en er Rune Westphal- Han fanger bare mange flere og større fisk end alle andre jeg kender.. 

Rune er en ualmindelig dygtig fluebinder og hans kreationer er til tider næsten overnaturlige flotte og perfekte efterligninger af rejer og småfisk. Rune har for længst slået sig fast som en meget dygtig fluebinder og  fluefisker og han er altid værd at spørge til råds….

Rune har sin egen hjemmeside der er spækket med artikler og flotte fluer , der får selv de mest kræsne havørreder til at slikke sig om munden.

Du kan selv tjekke hjemmesiden ud her    men inden du gør det så tænk lige over om du kan tåle at se alle de store og flotte fisk som Rune Westphal har fanget…! 

Du kan skrive til Rune Her 

Arbejd arbejd… som sådan noget ofte gør, så havde det hen over hele efteråret, taget alt for meget af min fritid, og når der så endelig var et hul til en fisketur, så blæste det både al for meget og fra alle de forkerte retninger.
Det har betydet at jeg den sidste måned har lidt af den frygteligste fiskefeber, i kender den nok – den hvor man bare ved, at der ikke er tid til fiskeri og alle dem der har tid de hiver store fisk ind.

Hver gang man har åbnet op til omverdenen så har den ene drømmefisk efter den anden fyldt skærmen. Jeg indrømmer at jeg er blevet ramt af misundelse et par gange. Det er ikke kønt, men for fanden jeg er fisker helt ind i knoglerne.
der er kun en kur mod misundelse og fiskefeber, det er en tur på kysten og som sagt så var vejret i dag nærmest perfekt til det, i dag var det mig der skulle ud, mens alle i andre arbejdede.

Vel fremme ved fiskepladsen, kunne jeg oppe fra skrænten kigge ud over revet, en sladrende skarv lå og fiskede aktivt på yderkanten. Et skarpt strømskel løb ind langs østsiden af revet, det var oplagt her min flue skulle fiskes fra.
jeg har hele efteråret nørklet med et par gamle neoklassiske fluer og godt inspireret af alle de smukke fluer man kan se på FB, havde jeg flettet en moderne Auragris sammen. ( den ender jeg tilbage til )Den skulle da prøves sådan en fin dag som i dag.

Fiskene kan komme ofte helt ind under land der hvor revene går ud fra kysten, der er ofte små lommer ind bag revet, små hotspots som ofte bliver overset og gennemvadet. Men er du først på pladsen er det et godt sted at starte.
Jeg startede med et kort kast, da jeg trak fluen op til et nyt kast, flugte en god fisk efter og der kom en stort hul i vandet da den vendte rundt et par meter for an mig. Jeg sendte straks fluen ud i samme retning, intet skete og næste kast blev sendt ud over det dybe, da skydehovedet kom igennem topøjet, fangede mit øje spidsen af en finne, kun lige bryde vandoverfladen 15 meter fra mig helt inde over den laveste del af revet, hvor der ikke er mere end en 1⁄2 meter vand, få sekunder senere landede min flue hvor jeg mente fisken havde vist sig, jeg var klar og med et fast greb i skyde linen strippede jeg hjem i rask tempo, intet skete til at starte med, men da der ikke var mange meter tilbage, rejste der sig en stor bølge  3 meter bag fluen. et øjeblik senere blev overfladen revet i stykker og min flue var inhaleret. Jeg var jo forberedt troede jeg, men alligevel blev jeg overrasket over hvor voldsomt angrebet på min flue var. Jeg kom til mig selv imens al min løsline piskede ud af topøjet, den forsatte ud over revet og stoppede først op da den var helt ude på yderkanten, ca 80 meter ude.

Der er ingen tvivl om at det er sådan en havørred der sætter mit liv i perspektiv, med en puls på max og adrenalinen pumpene med rundt.
I de minutter det tager, som ofte virker til at stå stille, mærker jeg for alvor hvad der er min passion, min drivkraft – at fiske er ikke bare noget jeg gør, det er den jeg er.

Mens den er derude på lang afstand får jeg styr på de værste nerver, den første farlige fase hvor mange stor fisk mistes, er over stået, jeg tager et par dybe indåndninger og mærker hvordan mit hjerte banker, spændingen, fisken, ingen panik.
Langsomt får jeg overblik over hvor jeg er, og planlægger frem i fighten, sandbugten på vestsiden af revet er perfekt til at lande fisk i, ingen blæretangsbuske eller store sten der kan hjælpe bæstet for enden af min line. Alt imens den tumler rundt derude på lang line, arbejder jeg mig hen over revet. Da jeg er på plads øger jeg presset på fisken, og langsomt får jeg line tilbage på hjulet. Da den er inde på 15 meter er det nok og den vender rundt og tager endnu et ryk ud af, den slutter udløbet med et flot spring, hvor jeg for første gang ser hele fisken, wouw, jeg kan mærke at den her fisk betyder noget, det er mere end bare en storhavørred. De sidste store fisk jeg har haft fat i har vundet kampen, denne gang skulle det være min tur til sejr.

Den vil ikke rigtig med ind over revkanten og de næste mange minutter går med små korte
udløb, hver gang den nærmer sig kanten vender den og svømmer langsomt ud over det dybe, til sidst kan den dog ikke mere og med haleroret i overfladen presser jeg den ind over kanten, ind på sandet, den er færdig og det er nu kun dens tyngde der er en faktor.

Her i den sidste fase gælder det om at holde nerverne i ro. Den lange kamp kan have gjort kroghullet større, på kort line kan en fisks sidste kraftanstrengelser være fatale for kampens udfald, lavt vand og en fisk der går amok har mange gange før reddet en stor havørreds liv, men jeg er klar og da den i et sidste forsøg sætter ud af, letter jeg presset og først da den har trukket hele skydehovedet ud, øger jeg presset igen, denne manøvre bliver gentaget og endelig kan havørreden ikke mere, den følger pænt med helt ind i havstokken hvor den vælter. Jeg griber den om haleroret og skubber den det sidste stykke op på land. Endelig kampen er vundet. Jeg falder på knæ ved siden af den. Forløsning og lykke fylder mig og et sejrsbrøl bliver sendt ud over Kattegat, endnu en gang har fiskeguden sendt en drømmefisk i min retning, ydmygt takker jeg, for kampen og sender kæmpen til hvile.

Tanker om fluer og fluebinding

Fluebinding har altid været noget man forbandt med en vinterhobby, eller snare sådan var det vist i gamle dage, i dag er fluebinding en lige så stor del af en fiske tur som selve fiskeriet, udviklingen af de fluer vi fisker med, foregår imens vi står i vandet. Vi observere fiskenes rektioner på de fluer vi viser dem, og især manglende reaktion kan få vores hjerneceller i sving, vi eksperimentere i alle aspekter af fluebindingen.
Der er i takt med at Facebook er blevet en fast implementeret del af de fleste fluebinderes verden, kommet et opgør med hemmeligskræmmeriet. Fortiden på kysten og ved åen, var gerne at man kunne måske dele en fangst, men hvad man fangede på, blev holdt tæt ind til kroppen. Denne forandring i mentalitet har ført en masse positivt med sig, og når vi sidder ved stikket er vi i den grad ikke alene mere.

Jeg bruger meget inspiration fra alle jer dygtige fluebindere der poster favorit fluer. Det gør det sjovt at være fluebinder.
Da jeg i starten af oktober rendte på nogle forfærdelig svære havørreder, som i den grad afviste de fluer som året før havde virket så godt, måtte jeg endnu en gang til stikket. Nettet sladrede dygtigt om hvilke fluer andre havde held med og hvad der åbenbart var moderne havørredmad. En flue jeg syntes at genkende, var diverse moderne aurarejer en af Kerns gamle storfangere og så selvfølgelig Claus’s pattegris. GTi øjne af den mest selvlysende slags er åbenbart også noget havørreden sætter pris på, så da jeg sad der ved stikket blev missionen klar. En auragris måtte være verdens bedste flue! Altså lige indtil havørreden får nye spisevaner.