Grønlandske fjeldørreder på hjernen
Læs om denne beretning som Kurt Jørgensen har skrevet som har givet ham Grønlandske fjeldørreder på hjernen efterfølgende
Tekst og billeder er fra Kurts egne oplevelser ..
Det er en meget tidlig morgen, den 4. juli 2016. Eller også er det nat, fordi dagen kun er få timer gammel. Jeg sidder i køkkenet sammen med Birthe. Vi har lige spist morgenmad. Om et kort øjeblik læsser jeg bagagen i bilen. Bagagen er tung og består at en stor uhåndterlig taske fyldt med alverden udstyr, en rygsæk som håndbagage samt et kamera. Jeg skal hente Henrik i Espe, hvorefter turen går til Nyborg og herfra med tog til Københavns Lufthavn. Der skal vi mødes med de øvrige 9. Vi skal alle til Grønland på fiskeri i en elv, som løber ud i en lang smal fjord lidt nord for Sisimiut (det forhenværende Holsteinsborg). Jeg husker ikke det grønlandske navn på elven, men på dansk betyder det ”elven med de store fisk”, og det lever den sandelig op til.
Bagagen er pakket
Det er min 3. grønlandstur. Første tur var i 2013. Dengang havde jeg ikke nogen bestemt forestilling om, hvordan det ville være at fiske fjeldørreder i en Grønlands elv. For årtier tilbage fiskede jeg en hel del i de danske åer, bl.a. den øvre del af Odense Å. Erfaringerne derfra troede jeg kunne bruges på Grønland. Det var nu ikke helt så enkelt, som jeg forestillede mig, og fangsterne blev også derefter. Det var en fantastisk tur med mange uforglemmelige oplevelse, men jeg følte, at fiskeriet kunne gøres meget bedre.
Inden jeg tager hul på begivenhederne fra 2016 vil jeg kortfatter fortælle om de 2 første ture, om de mange og forskelligartede oplevelser. Det er ikke alene fiskeriet, som giver oplevelserne. Forberedelserne, opladning, pakning af grej, samvær og natur er afgørende for, hvor god en sådan tur bliver.
Første tur blev allerede booket i 2011, altså 2 år tidligere. Jeg har altid drømt om en fisketur til en udenlandsk og spændende destination. Og en dag fandt jeg så drømmerejsen på Go Fishing’s hjemmeside. Birthe stillede mig i udsigt, at hvis jeg selv kunne stampe pengene op af jorden, kunne jeg tage med på en sådan tur, når jeg stoppede på arbejdsmarkedet. Jeg troede på, at pengene kunne skaffes, så jeg henvendte mig i butikken, hvor Henrik eller Mr. Greenland kunne berette, at alt var udsolgt for 2011 og 2012. Først i 2013 var der plads. Det er rigtig længe at vente. I de 2 år gik det op for mig, at jeg nok måtte investere i lidt grej. Det var en let sag for Henrik at overbevise mig om, at man skulle have det rette udstyr, og at han i øvrigt kunne sælge mig det. Jeg tør slet ikke regne på, hvad mit møde med Henrik har kostet gennem de seneste år.
Endelig blev det dagen, hvor vil skulle af sted. Midt på natten kørte min gode ven Mogens mig til banegården i Odense, for Birthe var en tur i Berlin. De fleste deltagere mødtes i Odense for samlet at rejse til Københavns Lufthavn, hvor de resterende deltagere stødte til. Efter ca. 4½ t med Air Greenland landede vi i Sønder Strømfjord. Herfra skulle vi videre med en mindre fly til Sisimiut. Det var lidt af en prøvelse, for flyet kunne pga. tåge ikke lande, men efter mange timers venten lettede vi endelig og landede sikker i den lille lufthavn. Den er ikke meget større end en almindelig parkeringsplads i Danmark. I lufthavnen stod en bil til os, som vi transporterede os til Hotel Sisimiut, hvor vi overnattede. Bilen er et kapitel for sig selv, en Toyota kassevogn med et par simple sæder. Der var plads til det meste af bagage på første tur plus et par deltagere. På anden tur kom resten af bagage og deltagere med. Vi sad oven på hinanden og nederste mand var næsten fladtrykt. Vi indlogerede os på hotellet og indtog også en god middag, bestående af en Grønlandsk specialitet i form af en forret med rejer, hvalspæk, tørret rensdyrkød og andet. Hertil kommer hovedretten, en moskusoksebøf. Vi fik også lige lidt kendskab den grønlandske kaffe. Den er stærk. Den skal vi ikke drikke så mange kopper af, før vi kan tale perfekt grønlandsk.
Lufthaven i Sdr. Strømfjord
Hotellet
Næste dag bød på en 5 timer sejltur til vores camp, Camp North. En meget smuk sejltur i sol og frisk vind. Vi blev sejlet i land i 2 hold i en stor aluminiumsjolle drevet af en stor påhængsmotor.
Klar til afgang
Os som skulle med på anden tur, fik en fantastisk ventetid. Vi fiskede fra båden og fangede mange fine fjeldørreder. Dem fik skipper. Da vi fik fast grund under fødderne, indkvarterede vi os hurtigt i vores små telte, hvorefter Henrik kort introducerede os om diverse spilleregler. En af dem vedrørte toiletteltet eller tipien. Den skulle bruges til bummelum, ikke bimmelim, som skulle forrettes i den fri natur. Badeværelset var i elven, hvis nogen havde lyst til lidt vand på kroppen. Lysten kom for nogle af os efter et par dage. Dejligt forfriskende, men forbandet koldt.
Campen set lidt fra oven
Efter en hurtig aftensmad stod det på fiskeri. I samlet flok anført af Henrik begav vi os til ”Kaj’s Corner”. Det er et af elvens bedste steder. Navnet er opkaldt efter en deltager ved navn Kaj fra en tidligere tur. Han havde ikke lyst til af gå længere end til dette sted. Og det er et fremragende stykke, så der fiskede han hver dag.
Jeg tror at klokken nærmede sig midnat inden vi begyndte fiskeriet. Det er ligegyldigt, for det er lyst hele døgnet i juli måned. Efter kort tid fangede jeg første fisk – på skumflue. Ikke en stor fisk, måske lidt under 50 cm. Mere blev det desværre ikke til denne første aften og nat. Så nemt er det heller ikke, og slet ikke for mig, som ikke havde nogen særlig erfaring i den form for fiskeri. Og næste formiddag bragte mig heller ikke den succes, som jeg håbede på, men derimod en skuffelse. Jeg fik et kanonhug, som jeg slet ikke var forberedt på, fordi jeg ikke havde tilstrækkelig styr på, hvor min flue befandt sig. Efter et par voldsomme udløb sprang mit forfang med et stort smæld. En fisk på måske 4-5 kg. Skuffelsen var stor og næsten ikke til at bære.
Heldet kom heldigvis samme aften. Sammen med Eric, som jeg delte værelse med på hotellet, gik jeg ned til fjorten for at prøve der med spindegrej. Eric og jeg næsten lige gamle, og vi blev da også hurtigt døbt ”de 2 gamle”. Vi fik en del fine ørreder på den rigtige side af 2 kg. Når vi fiskede for dybt og langsomt fik vi torsk, de fleste af fin størrelse. De tager udløb som en dansk havørred.
Eric med en flot fisk
Henrik havde luret, at de 2 gamle ikke udstrålede erfaring i grønlandsk elvfiskeri. Så Henrik og Søren blev koblet på os en dag. De var 2 gode læremestre, som vi fik stor glæde af. Resultaterne udeblev heller ikke. Efterfølgende fangede vi begge flere fine fisk. På sidste dag fik jeg bl.a. 2 på 63 og 1 på 67 cm. Sidstnævnte fangede jeg i en sideelv, hvor det vrimlede med store fisk. Jeg fortrød nu, at jeg ikke tidligere havde begivet mig op til sideeleven. Det var et forholdsvis smalt og hurtigstrømmende vandløb. Fiskene svømmede i stimevis op ad elven, som vekslede mellem lavt vand og dybe huller. Den dag var jeg den eneste, som fiskede der. Men sikke en fight i så kraftig strøm. Endelig fik jeg fisken trættet lidt og dirigeret oven i et lidt mindre strømfyldt område, hvor jeg kanede den på land.
Turens 2 største fisk fangede Henrik. Ikke overraskende at det var ham med sine store erfaringer. Den største på mit spinnegrej i den nedre del af elven, det vi kalder tidevandszonen. Den målte 90 cm og blev anslået til over 8 kg. Efter hjemkomsten måtte mig Shimano Stella til hovedreparation, det havde klaret den hårde figth uden men.
Eric var en interessant makker. Han er en ægte eventyrer med masser af oplevelser rundt om i verden. Han ved alt om naturen og kendte navnene på alle fuglene, vi så. Vi passede godt sammen og ses nu et par gange om året, naturligvis med fiskestangen i hånden.
Turens deltagere er ud over turleder Henrik:
Kristian som madsnedker,
Gunner fra Nordjylland, ham med tatoveringen på overarmen, en ørred naturligvis,
Martin fra Sønderjylland og bror til Kristian, som var turens kok,
Thomas fra Fangel, fræk på en charmerende måde
De 2 norske fjeldaber Lars og Steffen
Kurt og Lars, far og søn fra Københavnsområdet
Søren fra Haderslev
De 2 gamle, Eric og undertegnede
Det var et godt team, som kunne hygge sig sammen både i lejre og på rejsen.
Holdet fra 2013
Naturmæssigt husker jeg turen for bl.a. sejlturen til og fra campen. Vi så en pukkelhval, masser af stejle fjelde og et blåt hav, som jeg ikke har oplevet andre steder. En anden ting, som står klart for mig, var en fjeldvandring en aften sammen med Eric. Vi kravlede op ad det ene fjeld efter det andet. Landskabet var som uendeligt. Vi vendte om, da vi nåede til en stor klippeblok, hvor det var dybe gletscherspor. En fjeldvandring, kort eller lang, må man ikke snyde sig for. Det er et godt alternativ på en dag, hvor fiskeriet ikke kører helt efter forventningerne, eller man bare er lidt mæt af fiskeriet.
Bevoksninger en lav og ofte farverig på Grønland
Som nævnt var rejsen i 2013 en stor oplevelse, men fangstmæssigt kunne det gøres bedre. Jeg kunne godt have brugt et par dage mere, nu hvor jeg havde fundet fidusen. Ca. 30 fisk på 6½ døgn er ganske enkelt for lidt. Det lå dog ikke lige i luften, at jeg skulle af sted igen.
Året efter kom muligheden helt uventet. Som nævnt følte jeg, at der var plads til forbedringer fra min side. Dog havde jeg ikke lige planer om en tur mere på nuværende tidspunkt, men det ændrede Henrik på.
Inden jeg går videre, skal Henrik lige have er par ord med på vejen. Første gang jeg mødte ham, var til Sea Trouth Open. Den dag stod han for indvejningen, det var i Frederiksgade. Jeg kom med en lille havørred på 40,5 cm, som jeg med stor omhu havde målt til nævnte længde inden jeg kørte til Odense. Det ville være pinligt at komme med en undermåler. Men Henrik var af en anden opfattelse. Den fisk er kun 39,8 cm påstod han og afviste den. Nå, det kunne jeg ikke gøre noget ved. Så måtte jeg har fange en anden og større fisk. Skuffelsen var heller ikke større end at jeg købte grej for en formue. Hjemme I Faaborg igen målte jeg fisken endnu en gang med 2 forskellige målebånd, og kunne med bedste vilje ikke få den fisk til at måle under 40 cm. Jeg har tilgivet ham, for han er på mange måder en fantastik fyr. Humoristisk, kompetent både når han er i forretningen og når han er ved elven. Og jeg elsker at handle med Henrik. Det har da som sagt også kostet mig mange penge.
En januaraften i 2014 tikkede en sms ind på mobilen. Den var fra Henrik eller Mr. Greenland, som jeg også kalder ham, fordi han i en årrække har været turleder på de årlige Grønlandsture, som forretningen arrangerer sammen med Get Away Tours. Budskabet i Henriks sms var, at han skulle bruge 6 deltagere til en 7 dages tur til testfiskeri i et lille Grønlandsk vandløb. Jeg læste sms’en og fortalte kortfattet Birthe om indholdet. Hun reagerede lidt uinteresseret med et ”nå”. Senere tog jeg telefon og læste den igen uden at kommentere det, men dog på en måde, at hun burde kunne se min interesse. Først efter 3. forsøg kom den tilstræbte reaktion. ”Vil du gerne med på den tur”. Og det ville jeg naturligvis meget gerne og sådan blev det. Turen var medio august ca. 5 uger senere på sæsonen end sidste års tur.
Rejsen til Sisimiut var som året før, dog var ventetiden i Søndre Strømfjord kortere. Sejlturen var derimod lidt anderledes. Det var samme båd, men vejret var sandelig ikke som året før. Det blæste en del, og en enkelt deltager fodrede da også fisk allerede efter kort tids sejlads. Deltagerantallet på 7 var overskueligt, så vi kendte hinanden godt allerede inden vi nåede til bestemmelsesstedet. Det var nu vanskeligt nok at finde. Første forsøg, hvor vi havde bragt det meste udstyr i land, viste sig at være en fuser. Ud med udstyret igen, og efter en kort sejltur længere ind i fjorden lykkedes det. Der ventede os noget af et knoklearbejde med at bære udstyrer på land endnu en gang. Vandstanden i fjorden faldt hurtigt, og afstanden fra båden til lejren blev længere for hvert minut. Lidt trætte og modløse gik vi i gang med at etablere lejren. Det var vores opgave i modsætning til Camp North, hvor lejen var klargjort inden vi ankom. Det tog dog maks. 2 timer, så var vi på plads.
Kraftigt faldende vandstand gjorde landgangen vanskelig
Selvfølgelig skulle vi fiske første aften, men forventningerne var ikke særligt store. Elven var ikke stor og lignede bestemt ikke, hvad jeg forventede. Smal med masser af strøm og med et relativt stort fald på den sidste kilometer inden fjorden. Vi så fisk og fangede også nogle få mindre fisk inden det blev mørkt omkring midnat. Jeg troede faktisk, at turen ville blive en stor skuffelse og spild af penge.
En ganske lille elv med kraftig strøm flere steder
Optimismen var ikke stor næste morgen efter første aftens fiskeri. Jeg sluttede mig til Leif og Morten. Sammen vandrede vi op ad elven og efter ca. 45 minutter begyndte elven at ligne et fiskevand. Stor var glæden da også, da Morten landede første fjeldørred. Et eksemplar på knap 50 cm i fuld gydedragt. Helt orangerød på bugen og med grøn ryg.
En typisk fjeldørred i gydedragt
Det lykkedes også Leif og mig af få gevinst, inden vi begav os videre opstrøms. Vi vidste, at der er en sø længere oppe. Efter ca. 30 minutters yderlige vandring nåede vi til søen. Der fik vi et enestående syn ud over søen, som var omkranset af fjelde, det ene med en gletscher. Vi fiskede på en strækning lige neden for søen. Og her var der fisk i rigelig mængde. Så var alle de dårlige forventninger lige pludselig vendt 180 grader. Jeg ved ikke hvor mange fisk vi 3 fangede her, men muligvis omkring 60 stk. Jeg fik 18, heraf en på 65 cm. Det med skumfluer var ikke lykkedes helt for mig året før, men naturligvis skulle det prøves her sidst på dagen. Gevinsten blev på 2 stk. Så var dagsordenen sat for næste dag.
Den imponerende gletscher ved søen
Skum fra morgenstunden næste dag og på samme sted lige neden for søen. Jeg døbte denne plads ”Kurts Corner”. Jeg tror ikke, at nogle af de andre tilbragte så mange timer der, som jeg gjorde. Fuld fart på skumfluen. Det gav bare mange flotte fisk. Det fleste var mellem 50 og 60 cm. Det blev den mest givtige dag for mig med 34 stk., enkelte var blanke og resten i gydedragtens forskellige faser. Fiskene elskede både blå og orange skumfiduser.
Min favorit skumfidus
Kurts corner
Hvad gør man så næste dag? Det er indlysende at prøve samme sted igen. Denne gang fulgte vi ikke elven på vej til søen. Fra lejren kunne vi se gletscheren, så vi skød genvej. Ganske vist var afstanden kortere, men terrænet var dobbelt på vanskeligt. Underlaget var sand, lyng, lave buske og terrænet var chokerende kuperet. Godt trætte genoptog vi fiskeriet samme sted som dagen før. Fiskeriet blev mindre stationært de næste dage. Udgangspunktet var det samme, men vi fiskede næste hele vejen tilbage til campen. På den måde opdagede vi mange andre gode strækninger.
Den vanskelige genvej til søen
Jeg fik bevist – i hvert fald over for mig selv – at jeg nu kunne fange fjeldørreder i massevis. Fangstmæssige var det en kæmpe succes for hele holdet, ca. 1000 fisk fordelt på 4 døgns fiskeri for alle 7 deltagere. For mit vedkommende blev det til 90 fisk, heraf adskillelige over 60 cm. Mange af dem fangede jeg på skumfluer, og det var lige netop fiskeri med skum, som jeg ikke havde succes med året før.
Fjeldørred – sidste dags bedste fangst
I august har de fleste fjeldørreder taget gydedragten på. Nogle er stadig helt blanke, andre har fået det grønlige skær på ryggen og en begyndende orangerød bug. Senere i fasen bliver disse farver meget kraftige. Endelig støder vi også på fisk, som er gyldne på bugen og med sort ryg. Sådan en fik jeg sidste dag, 63 cm med en anslået vægt på ca. 3,5 kg. Det er en fangst, som jeg husker særligt godt. Det var en dag, hvor fiskene ikke var i samme bidehumør som de andre dage. Jeg havde forladt ”Kurts Corner” og fundet et lille stræk lidt længere nedstrøms. Strømmen var forholdsvis stærk. Midt i elven lå et par store sten lidt før en 90 graders sving, hvor strømmen var endnu stærkere.
Bag den store sten var der fisk
Denne korte strækning gav hurtigt gevinst, og jeg gennemfiskede det derfor flere gange med held. Det var en dag, hvor skumfluer ikke virkede, så jeg brugte en stor rød streamer. Så kom der et godt hug, men desværre efter en par udløb knækkede forfanget. Jeg bandede lidt for mig selv. Fiskeriet måtte fortsætte, måske var der andre af samme størrelse. Efter ca. 1 time kom det forløsende hug. Adskillige tunge udløb i den stærke strøm og fisken var på vej gennem svinget med den endnu kraftigere strøm. Der måtte den helst ikke komme, så jeg lagde ekstra pres på fisken med hele linen plus nogle meter bagline trukket af hjulet. Pludselig var line slap og jeg råbte magtesløst et par grimme eder ud i den smukke natur. Mens jeg opgivende begyndte langsomt at rulle linen ind blev den igen stram, og jeg følte et tungt træk. Fisken var der stadig, den var blot vendt om, og gik nu i stor fart opstrøms. Efter flere store udløb fik jeg kontrol over bassen og kunne lande den. Det var turens bedste fight. Til min overraskelse sad min røde flue i fisken, lidt bag ved munden. Det var altså samme fisk, som jeg mistede for lidt siden. Det blev min bedste fangst også vægtmæssigt, men ikke min længste fisk, som var på 65 cm. Leif fangede turens længste fisk på 70 cm.
Henrik er der altid plads til
Stormen
Sådan sikrer man teltet i stormvejr
Den største udfordring på denne tur var helt afgjort et døgn med tiltagende blæst, som over natten udviklede sig til en storm. Alle teltene blev sikret med store sten oven på barduner og pløkker. Det var bestemt med bange anelse vi gik til ro denne aften. Ingen vidste om vores telte kunne klare stormen, måske ville de blive flænset totalt i stykker. Men de holdt alle. Uvejret fortsatte næste formiddag, hvor vores spisetelt lettede og fløj over fjorden og gik til bunds. Denne aften fik vi ikke serveret en god middag, som de andre dage, hvor vores madsnedker Kasper på rekordtid tryllede en god aften menu ud af ærmet. I stedet måtte vi ligge med røvet i vejret og hovedet inde i et lille telt med vores proviant for at smøre et par stykke mad. Toilettet, en tipi, hang lidt i laser, men spanden stod stadig oprejst efter stormen. Når vindstyrken når et vist niveau, stiger temperaturen. Det skyldes, at vinden bliver presse ned mellem fjeldkløfterne, hvorved det opstår en friktion. Den får temperaturen til at stige, ca. 1 grad pr. 100 højdemeter. Vi målte midt på dagen en temperatur på omkring 20 grader. Det var næsten for varmt, så vi svedte god. Leif og jeg tog lige et lille bad i fjorden sidste eftermiddag, inden festmenuen blev serveret. Vinden havde nu lagt sig, og vi så nu igen en skyfri himmel. Dermed fik vi også en helt anden temperatur. Sidste nat var kold, nær frysepunktet. Trætte efter en nat uden søvn og oven på en fremragende middag i det fri sov vi godt i denne sidste og kolde nat. Næste morgen skulle campen tages ned op pakkes, inden vi blev afhentet at Michael. Denne gang var det i et noget mindre fartøj, som var særdeles hurtigtgående. Tilbage på hotellet til en overnatning og afgang tilbage mod Danmark tidlig næste morgen.
Aftensmaden tilberedes i det fri når køkkenteltet ligger på bunden af fjorden
På hjemturen var jeg så heldig at få en vinduesplads i flyet. Nu kunne jeg se indlandsisen. Fantastisk.
Jeg skal lige som afslutning på denne tur nævne de øvrige deltager.
Rene fra Slagelse, som kunne underholde hele lejren i timevis.
Morten og Leif fra Kolding, som jeg fiskede sammen med alle dagene.
Kasper og Nicolai, som begge er uddannede kokke, bor og arbejder i Norge.
Henrik som turleder og hyggeonkel.
På denne tur var jeg klart den ældste, 10 år ældre en næstældste.
Grønlandske fjeldørreder på hjernen
Tilbage til 2016. Vi er nu alle samlet i Københavns Lufthavn. Det er ikke første gang vi møder hinanden. Tidligere på året var der en info dag, hvor vi mødtes hos Go Fishing. Godt at hilse på hinanden inden turen. Det er her, den første kontakt skabes. Lidt overraskende var jeg ikke den ældste trods mine 67 år. Ældste deltager var 70 år. De fleste var omkring 20-25 år yngre end mig. Der var sågar en gæv knægt på vist nok 27 år, som jeg fik mange gode snakke med.
Holdet bestod af:
Niklas, en fremragende turleder
Jørgen, vore fantastiske madsnedker
Dennis Flynder, den meget talende sønderjyde, som underholdt hele selskabet døgnet rundt
Henrik (den første), som jeg fulgtes med til lufthavnen
Bo, også en talende herre med meget spinkelt grej ligesom Dennis
Thomas, tysker, som bor i Sallinge
Andreas, Thomas’ ven fra Berlin
David, den rare unge mand
John, tures gamle mand
Kasper, som er et unikum inden for alt den lugter af fiskeri
Henrik (den anden eller mekanikeren), som jeg delte hotelværelse med
Bageste række fra højre: John, Kurt, David; Henrik den anden eller mekanikeren) Thomas, Jørgen og Andreas.
Forreste række fra højre: Niklas, Kasper, Bo, Henrik den første og liggende Dennis.
Det var bare et fantastiks hold. Alle talte godt sammen, hjalp hinanden og glædede sig over hinandens fangster. Bedre kunne det ikke være. Jeg har heldigvis haft den glæde at møde et par stykker efterfølgende. Henrik, som jeg kalder ”den første”, fordi det var den første af de 2 Henrik’er, jeg mødte, har jeg løbende kontakt til. Vi har nogle ture sammen.
Rejsen forløb planmæssigt og vi ankom til Hotel Sisimiut om eftermiddagen. Her blev det hurtigt klart, at vi næste morgen skulle meget tidligt af sted i et hurtiggående skib med 2 stk. 370 HK motorer. Så vi har ved campen allerede tidlig formiddag. Én ting var ikke som sidste gang. ATV’en var der ikke længere, så vi måtte slæbe bagage dels på en vogn og delt på ryggen. Det var en hård omgang og flere så lidt brugte ud. Især Thomas, han var ved at dehydrere. Heldigvis fik vi hurtigt liv i den store mand. Men også John havde nogle store udfordringen. Den gamle mand kunne simpelthen ikke løfte sin meget tunge bagage, bl.a. medbragte han udstyr til koldrøgning af fisk. Det kostede ham også et større beløb i lufthavnen for overvægten.
Køkken og spisetelt
Tidligere bestod køkkenafsnittet af to ikke særlige velegnede telte. Nu er der ét stort telt, som også er spise- og opholdsrum, hvor vi kan hygge os sammen, når vi ikke fisker eller sover. Efter en hurtig indkvartering i vores telte og en kort introduktion af Niklas, var vi klar til fiskeriet. Pga. af den tidlige ankomst kunne vi fiske ca. en halv dag mere end normalt. Vi delte os i nogle hold. Jeg var på holdet til Kajs Corner. Selv om jeg har været der tidligere, fandt jeg ikke stedet i første forsøg. Men de andre på holdet troede på det. Steder var nu gange godt. Jeg fiskede ikke der på første tur. Henrik, Kasper og jeg fordelte os. Ingen længe hørte vi et brøl fra Kasper. Og lidt senere endnu et. Han landede et par godt fisk og udførte en form for krigsdans i glæde over sine første fjeldørreder eller Artic Char, som han kaldte dem. Første dag bar ikke præg af mange og store fisk. Men fiskene var der og endnu flere kom til. Flere steder kunne vi se hvordan stimevis af fisk, herunder nogle rigtige store over 5 kg vandrede op gennem elven.
På anden dag blev det helt anderledes. Jeg måtte bare i sideelven, hvor jeg 2 år tidligere fangede en flot fjeldørred på 67 cm. Det lille vandløb med en stærk strøm har flere dybe huller. Her står mange fisk, men lige efter hugget går fisken ud i den stærke strøm. Henrik var med, og hurtigt meldte han ud, at han ikke gad fiske her, fordi der kun en små og få fisk. Jeg måtte give ham ret, jeg havde kun fanget en på under 50 cm. Den tog jeg med hjem til campen, fordi John skulle bruge nogle fisk til sit røgeri. Efter Henriks exit fortsatte jeg og fangede flere gode fisk, dog ingen over 60 cm. Det gjorde jeg til gengæld lidt senere, hvor jeg vendte tilbage til hovedelven, hvor Henrik befandt sig. På en langt lige strækning, hvor jeg ikke tidligere havde held med mig, fik jeg et godt og tungt hug.
Efter et langt udløb med baglinen ud gennem topøjet optog jeg forfølgelsen ned ad elver i ekspresfart. Da jeg lang om længe fik kontrol over dyret, var der en stejl skrænt på ca. 1,50 m ned til elven. Jeg måtte ned i elven for at finde et sted, hvor det var muligt at få fisken trukket ind til kanten. I én bevægelse måtte jeg lægge stangen og med begge hænder under bugen kaste fiske op på land. Et flot eksemplar på 65 cm. Så var dagen reddet.Løbeturen var ulejligheden værd
Henrik havde også lidt problemer med at nå ned til fisken
Flere af den andre tog også på natfiskeri. Det gjorde jeg dog ikke. Jeg ville spare lidt på krudtet, så det var energi til hele ugen. Og det fortrød jeg ikke. Det skulle vise sig, at flere af dem, som fiskede både dag og nat, blev mere og mere trætte dag for dag. Det gjorde jeg ikke, tværtimod. Jeg må erkende, og det vidste jeg også på forhånd, at jeg de første dagen skulle presse mig for at følge med den yngre del at selskabet, når vi gik til og fra fiskepladserne. De sidste par dage nød jeg godt af at have sparet på kræfterne, og særdeles også at være i god form. Nu skulle jeg vente på dem. Jeg var bagefter lidt stolt over at den gamle kunne være med.
Mens jeg fiskede i elven var andre gået i fjorden og kunne berette og mange fisk. Det måtte jeg også prøve. I 2013 fiskede jeg en del i fjorden lidt uden for elvudløbet. Her var godt lidt før højvande. Det var her jeg fik selvtilliden tilbage sammen med Eric. Vi fangede en del flotte fisk på spin. Sammen med Henrik gik vi en meget tidlig morgen, klokken var vist ikke mere en ca. 04.00 da vi forlod campen. Vandstanden var på det laveste og fjorden lignede et nærmest et vandløb. Vi var blevet belært om, at vi skulle gå lang indtil vi nåede en stor sandbanke. Den blev i øvrigt døbt Miami Beach. Indtil vi nåede hertil, var kyststrækningen store sten i massevis, men her ude mødte vi en sandstand på ca. 500 m. Vandstanden var stadig meget lav og det lignede ikke et sted, hvor der kunne komme mange fisk. Det gjorde det. Inden vi kom rigtigt i gang fik vi selskab af nogle, som var stået op lidt senere. Jeg havde spindestangen med. De andre fiskede udelukkende med fluestang. Jeg troede, at spin var det rigtige for mig ligesom sidste gang i 2013. Det skulle vise sig at begge fiskemåder blev givtige. Det er kun tilladt at fiske med enkeltkrog og det gjorde jeg naturligvis også og uden modhage. Jeg tabte den ene fisk efter den anden, indtil jeg skiftede til en langt større krog. Nu blev fiskene hængende. Det blev en kanondag for mig. 21 fjeldørreder, hvoraf 2 var 65 cm. Den ene af den gav mig nok indtil dato den hidsigste fight med masser af lange udløb. Som tillægsgevinst fik jeg også en torsk på 60 cm. Sådan en giver en lige så god fight som en dansk havørred, med udløb m.v. Vi returnerede til campen inden højvande, fordi det ganske enkelt ikke er muligt at gå langs fjorden. I stedet skal vi op at gå i et vanskeligt og meget kuperet terræn, eller også skal vi kravle på store sten i vandkanten.
Det er også stor glæde at genudsætte fangsten
Flottere kan det vist ikke være
Sådan en dag skulle gentages. Henrik og jeg aftale at gå en time senere derud næste morgen sammen med Kasper, David og Bo. Den første halve time skete der ikke meget. Jeg fiskede på samme plads som dagen før. De andre fortsatte nogle hundrede meter længere ud ad fjorden. Det var diset og jeg kunne næsten ikke se dem. Men høre dem kunne jeg. Det råbte og skreg, så man skulle tro, at de havde fanget kæmpefisk. Det var ikke tilfældet og dog. I stedet for char fangede de torsk. Store torsk på flue. Jeg styrtede ud til dem, både torskene og vennerne. I første kast fik jeg også en torsk. Vi stod simpelthen midt i en kæmpe torskestime. Da jeg havde fanget 20 af slagsen i kun ca. 25 kast, gad jeg ikke mere torsk. Den største var 72 cm, svarende til omkring 4 kg. Kasper ville det anderledes. På skumflue landede han et eksemplar på mere end 5 kg efter hans egen vurdering. Midt i torskestimen fangede Henrik en fjeldørred på over 70 cm. Fisken blev angrebet af torskene, så den flygtede mod land, hvor Henrik kunne lande fisken uden den helt store fight. Jeg vendte tilbage til charen. Midt på dagen kom Andreas og Thomas ud til os inden højvande, og jeg valgte at blive sammen med dem i stedet for at gå hjem sammen med de andre. Heldigvis, for det gav flere flotte fisk, bl.a. 4 over 60 cm. I alt blev det til 30 af slagsen.
Kasper med sin store torsk fanget på skumflue
Her fighter Thomas en fin fisk på Miami Beach
Mere vil have mere, så vi gentog fjordfiskeriet næste dag og alle blev nogle timer efter højvande, så det blev også i dag til en heldagstur. En af de sjove oplevelser den dag, var da fjeldræven stjal Andreas’s madpakke. Den havde han lagt på en stor sten. Vi nåede lige at se ræven forsvinde og Andreas var nu uden forplejning. Men han overlevede trods alt. Det var dagen, hvor jeg troede at jeg skulle fange mit livs fisk. Jeg et tungt hug ca. 25 m fra land og inden for få sekunder var fisken ca. 100 m ude i fjorden. Jeg kunne slet ikke se den længere og var nervøs for, om jeg havde line nok på hjulet. Det blev en vild fight med flere tunge og lange udløb. Desværre kom fisken ikke på land. Bedst som jeg troede, at den var sikker, smutte fisken. Jeg har af gode grunde ingen anelse om størrelsen, men jeg er sikker på at det var over 70 cm. Hvor meget kan jeg kun gisne om. Men det er nu engang ikke muligt at veje op måle fisken inden den kommer på land. Men nogle kan den kunst.
Det blev endnu en god dag bortset fra den mistede fisk. Jeg mistede yderligere en flot fisk. Den så jeg dog.
Sidste dag ville jeg forsøge mig med flue i fjorden. Jeg fangede ikke så mange fisk. Men fik dog den oplevelse at se baglinen blive trukket ud af topøjet. Fed oplevelse.
Sejlturen tilbage til hotellet gav og lige en ekstra oplevelse. Det var flot vejr med sol og næsten ingen vind. Pludselig slog skipper Niels gassen fra og styrtede ud i forstavnen med sig riffel. Han havde set en sæl. Efter et kort øjeblik var sælen atter synlig og Niels skød efter den, ikke efter et kort øjeblik var sælen atter synlig og Niels skød efter den, ikke for at ramme den, men for at skræmme den. Formålet er, at sælen skal dykke uden at få ret meget luft i lungerne. Så kommer den hurtigt til overfladen igen. Endnu et skud og sælen dykkede atter. Efter ca. 10 minuttets venten var sælen endnu ikke kommet til overfladen. Niels opgav herefter sit forehavende.
Vi ankom til hotellet lidt før EM fodboldfinalen mellem Frankrig og Portugal. Efter en uges ophold i vildmarken var et bad og en tiltrængt barbering et must inden vi kunne gå i baren for at se finalekampen.
Selfie af den ubarberede
De fleste af os er fodboldtosser. Andreas og Thomas er nok de største tosser af os. Deres begejstring var dog til at mærke, efter at Tyskland havde tabt semifinalen. Det var også godt at få lidt øl efter en uges ”cølibat” inden vi indtog en dejlig 3-retters menu.
Hjemturen næste dag forløb planmæssigt. Det er igen blevet hverdag. Men meget ofte tænker jeg på grønlandsturene og genoplever især den sidste tur sammen med Henrik. Vi mødes regelmæssigt og indvier hinanden i hver vores fiskepladser. Jeg forventer ikke at komme på flere ture til Grønland, det siger min hustru i hvert fald. Tre gange må være nok.
I skrivende stund er det ca. 8 måneder siden sidste tur. Alle 3 ture en kommet på afstand. Jeg tænker tit på disse ture. Har de været pengene værd, hvilken tur var den bedste, fangede jeg fisk nok og var de store nok. Efter min egen vurdering finder der ingen svar på ovennævnte. Når jeg alligevel foretager en vurdering, vil jeg sige det således.
Første tur var den mest oplevelsesrige, fordi det var første gang jeg besøgte Grønland. Det hele var ukendt og mange forhold, især naturen gjorde et kæmpe indtryk på min. Det var en slags prøvetur, hvor jeg gjorde mig nogle gode erfaringer, som jeg kunne tage med mig på de efterfølgende ture. På det tidspunkt havde jeg ingen forestillinger om at der ville komme 2 rejser mere.
Anden tur var der, hvor vi oplevede hvordan livet i vildmarken kunne være. Det var noget primitivt, lidt af en prøvelse. Meget uberørt område og meget uvejsomt terræn, som satte vores fysiske færdigheder på en prøvelse. Og så var der lige stormen. Den kunne vi godt undvære, men bagefter var det alligevel lidt af en oplevelse. Det kunne have gået meget værre, eks. med iturevne telte.
På tredje tur glædede jeg mit til at gense det hele fra 2013, samt at fange flere fisk i elven. Det lykkedes til fulde.
Fælles for alle turene var sammenholdet og fællesskabet helt i top. Det har også giver mig 2 gode venskaber i form af Eric (2013) og Henrik (2015). Jeg mødes regelmæssigt med begge og naturligvis med kæppen i hånden.
Det grønlandske vand og fjeldene glemmer jeg aldrig
2017
Kurt Jørgensen
Skriv en kommentar