Sightfishing på Fyn

Lars Kyhnau Jensen er måske en af de absolutte bedste lystfiskere der lister rundt i Danmark uden at  han på nogen måde bliver  synderligt nævnt i fiskebladene.!

Det er faktisk synd og skam for manden er sindsyg dygtig til at finde og fange fisk, selv på de umulige dage kan han hive en havørred op af hatten. Lars har bare ikke samme behov og “drug” som vi andre har  for at fortælle det til alle … Næææ han går vist ikke så meget op i det der branding af sig selv… !

Men hvis du følger Lars på Facebook eller på Instagram ,så bliver du blæst væk af alle de flotte billeder han tager ude ved vandet og det er ofte totalt blæret selfies med en flot fisk i hånden…

Jeg vil tvinge dig til at følge Lars da vi alle kan lære noget af hans bedrifter og tanker omkring fiskeriet..

 

Nu får du muligheden for at få de bedste tips fra manden selv, når du læser videre her på SeatroutGuideFyn.

Den mørkebrune skygge gled forsigtigt afsted i store bevægelser og et nærmest perfekt zig-zag mønster. Den havde ikke travlt, men bevægede sig alligevel bestemt. Det var helt tydeligt, at den ikke havde fundet vej til sandbanken for at solbade. Det havde min kvindelige ledsager til gengæld, og da jeg stammede ”Jo – dddeeett ER sgu en fisk”, stak hun hovedet op fra bunden af båden og pegede direkte mod fisken: ”mener du den”?

 

Fisken havde kurs lige mod båden og første kast lå egentlig fint. Et par meter bag fisken og lidt til højre. Den spookede i hvert fald ikke af nedslaget og jeg fik hurtig trukket bombarda og flue hen i nærheden af fisken. Den ventede reaktion udeblev. Æv tænkte jeg – det var årets bedste forsøg.

 

Det efterfølgende kast blev en gentagelse, men denne gang skød fisken aggresivt ud efter fluen. Det hele foregik stadig tilpas langt fra båden til at jeg kunne vurdere hvorvidt den tyggede i fluen eller ej. Jeg mærkede i hvert fald ingenting. Fuck mand, så tæt på og alligevel ikke.

 

Med gummiben og vejrtrækningsbesvær blev tredje kast febrilsk, forhastet og ganske forfærdeligt. Jeg satte fuld skrald på indspinningen i håb om måske at kunne nå et enkelt kast mere, inden fisken kom for tæt på båden. Netop som fluen passerede et par meter forbi fisken, gled den atter ud. Instinktivt lavede jeg et spinstop. Fisken stod stille et par sekunder og nedstirrede den stakkels grissebasse. 1, 2, 3 sekunder og jeg mærkede et forsigtigt nøk inden det tunge sug forplantede sig i stangen. Jeg kvitterede med mit livs vigtigste tilslag.

 

Et par minutter senere, efter en tur omkring ankerlinen og en liiidt for lang dødsrulle lå 60 centimeter havørred og sprællede i bunden af båden mellem solcreme, dåse-colaer og skønlitteratur.

SÅ lykkedes det sgu…

At sightfishe en velproportioneret havørred, midt på sommeren, midt på dagen, midt på en stor sandbanke og midt imellem speedbåde, vandski og jetscootere.

Et mål jeg havde forfulgt gennem et par sæsonner, efter en jomfru-tropetur til Venezuela, hvor netop sightfishing var punkt 1 på attraktionslisten.

 

Ovenstående beskrivelse er et uddrag og en letttere omskrivning af en fangstrapport jeg begik tilbage i 2010. Siden da er det blevet til adskillige ”sightfishede” havørreder på de strømfyldte sandbanker i det Sydfynske. Mit absolutte yndlingsfiskeri på de hjemlige breddegrader.

Fiskene tager ikke 100 meter udløb. De kommer heller ikke i store stimer eller ”tailer” på helt lavt vand som bonefish gør det. Alligevel er der noget ganske specielt og ekstremt vanedannende over at spotte en fisk, kaste til den, se dens reaktion på agnen og ultimativt kroge og lande den.

 

 

 

Waffen en orm?

Sandorm! Så klart er motivet for disse sommerfisk på den pure sandbund. 9 ud af 10 fisk jeg fanger på denne årstid er propfyldt med store, fede, friske sandorm suppleret med en enkelt reje eller en krabbe hist og her. Ikke børsteorm som ellers er et veletableret punkt på havørredens menu, men sandorm. Den slags man trækker i automaten på havnen (eller selv graver op) inden man drager på fladfisketur. Den slags der gemmer sig under de karakteristiske sandpølser på revlerne.

 

Man ser stort set aldrig selve ormene ligge på sandbunden, så hvordan havørreden får fat i dem, er stadig et mysterie. Jeg har selv en våd fantasi om, at fisken måske graver ormene op fra dybet. Denne fantasi bliver endnu mere våd hvis man forestiller sig at dette foregår på knædybt vand.

Hvis man selv har været på sandormejagt og har erfaret hvor dybt de kan ligge, er det nok (desværre) usandsynligt. Min egen mere realistiske teori går på, at havørreden ”plukker” ormene når de skal besørge et dejligt sandholdigt måltid og således vender bagenden opad for at ”dreje en vase”.

 

Den sjove, den interessante og den virkelig frustrerende

Selve sightfishing-elementet er blot én af de ting jeg holder så meget af omkring sommerfiskeriet fra båd. Desuden foregår fiskeriet ofte i shorts og korte ærme og man ser vel omkring halvdelen af alle (blindfiskede) fisk inden de hugger. Sidstnævnte parameter giver endnu en visuel dimension, når man ser en bred, lysebrun ryg glide op bag fluen eller blinket. Det giver yderligere et indblik i hvordan fiskene opfører sig over for agnen når de først de har besluttet sig for at luske efter.

Groft set kan disse ”følgere” inddeles i 3 grupper. Først og fremmest er der de fisk, der bare klapper agnen uden så meget betænkning. De kommer oftest skråt bagfra, og man ser dem blot et sekund eller to inden de hugger. Disse fisk mener det som regel alvorligt og man skal anstrenge sig for ikke at kroge dem.

 

 

Den anden gruppe kalder jeg ”aggresive følgere”. Det er helt tydeligt, at disse fisk også er på jagt og har intensioner om at hugge. De ”charger” ofte på agnen, accellererer op, stopper, svømmer op på siden af agnen og slår måske til den. Min erfaring siger, at det ofte er et spinstop der skal til for at udløse et rigtigt hug. Mange kystfiskere kan nok genkende dette mønster, hvor de først mærker et forsigtigt ”prik” på blinket eller fluen, hvorefter en accelleration af agnen eller et spinstop betyder fast fisk.

Dette fænomen er specielt udtalt med livlige blink som f.eks. den velKen(d)te Stripper (get it?). Hvis man er opmærksom, kan man ofte mærke at blinket ”mister” sin vaklende gang i et øjeblik, når det slås ud af kurs. Selvom det virker instinktivt, er det værste man gøre i den situation faktisk at give tilslag. Det er mit indtryk, at en voldsom bevægelse ofte skræmmer fisken. Man risikerer desuden at fejlkroge fisken et sted i hovedet.

 

 

Den sidste gruppe kalder jeg for ”luskerne” og disse fisk kan være rigtig vanskelige. Man ser dem ofte på lang afstand når de kommer snigende efter blinket eller fluen. De svømmer som regel et par meter bag agnen i en næsten ret linie uden de store udslag. De virker ikke specielt sultne, men alligevel nysgerrige. Jeg har desværre ikke de store fiduser til at knække disse luske-fisk. Enkelte gange har fået fisken til at samle blinket op fra bunden, men det er mere undtagelsen end reglen.

Hvis man har 2 stænger rigget til, kan det være en god idé at servere en anden type agn i det efterfølgende kast.

Fjer eller metal?

Det var en flot, flot forårsdag midt i marts. Vi var i en periode med svag vind, høj sol og lufttemperaturer omkring de 15 grader. Det lugtede langt væk af bonanza, men efter et par timer hvor vi havde bombet pladsen godt og grundigt igennem med bombarda og flue og kun haft en enkelt forsigtig kontakt, var vi ved at miste modet. Lidt længere henne ad kysten stod 2 andre spin-fiskere. Da vi luskede os nærmere i båden kunne vi konstatere at de nærmest havde fisk i hvert kast. Vi gled tæt på dem. Rigtig tæt på. Pinligt tæt på faktisk… Helt op på kastehold, så vi kunne nå ud i samme område.

Vi var dog ikke ligefrem konkurrenter til dem, for vi fangede fortsat ingenting. Grisen, kobberbassen og krapylet blev serveret, men der skete intet. De 2 andre fiskere stod stadig med bøjede stænger det meste af tiden. Da frustrationen nåede klimaks, sejlede vi helt op til den ene fyr og indledte en konversation med lidt røde ører og et ”undskyld vi kom så tæt på…”. Det tog gutten nu pænt og viste os et gammelt, rustent blink da vi spurgte hvad han fiskede med.

Vi fik hurtigt udskiftet fluen med et stykke metal, og første kast ud over området gav en fin lille grønlænder. Hmmm! Den næste time blev det til 15-20 fisk… På blink for Christ’s sake!

Indtil denne konkrete forårsdag, havde jeg været HELT overbevist om, at hvis fiskene IKKE tog en lille lækker (gerne lyserød) rejeflue, tog de ingenting. Denne oplevelse ændrede fuldstændig min opfattelse og tilgang til agnvalg. De forgange sæssoner havde jeg udelukkende fisket med flue, og havde ikke haft fantasi til at blink kunne gøre en forskel. Blink var jo nærmest et levn fra tiden før bombarda, og det var kun gamle, gnavne mænd som endnu ikke havde opdaget fluens kvaliteter, der stadig brugte metal (og sikkert også nylonliner og enkeltkrog). De røg helt sikkert pibe og var gnavne. Endnu en ”Lesson Learned”, for nu at bruge et populært, dansk udtryk.

 

Under Overfladen.

De fleste der læser dette indlæg, har nok i et eller andet omfang stiftet bekendtskab med filmene, ”Havørredens Hemmeligheder”. Udover de 2 flotte og flinke hovedpersoners autentiske indlevelse (og pragtfulde fynske dialekt, når der udbrydes ”SÅ er den dér” eller ”Nøøøj, den er god”), giver især undervandsoptagelserne et fantastisk indblik i, hvad der foregår derude.

Denne sæson har jeg selv erhvervet et kamera der kan spændes på linen og tonses ud og pladserne, og jeg har næsten ”fisket” ligeså meget med kamerestangen, som med den egentlige fiskestang. Det er ganske lærerigt og har givet anledning til nogle nye interessante observationer og samtidig dokumenteret alle 3 typer følgere beskrevet ovenfor. Hvem havde eksempelvis forestillet sig, at en målsfisk kunne tygge i en 3 centimeters Rapala-wobler (med to 3-kroge!), ryste på hovedet et par gange for derefter at spytte den ud igen, UDEN at det på nogen måde kunne mærkes i stangen? Eller at en stor blankfisk skulle luske rundt langs bunden på 7-8 meter vand blandt skrubber og krabber, og i øvrigt kun være en enkelt forkert bevægelse fra at at gumle fladfiske-rigget. Nå, det er vist materiale til anden historie.

Knæk og Bræk derude og husk: det er ikke kun de fla’e der spiser sandorm!

-Lars