Blog

De bedste vinterpladser på Fyn
03
dec 2016

De bedste vinterpladser på Fyn

Jeg vil gerne dele min egne bedste sene efterårs / vinter pladser med dig som er læser på min hjemmeside SeatroutGuideFyn..

Gode Fiskepladser er tit og ofte forbundet med meget hemmelighedsfulde lystfiskere, der aldrig vil ud med de pladser de selv fisker på . Det kan jeg til tider sagtens forstå med jeg er nu også af den holdning at giver du lidt , så får du ofte noget igen .

Et god eksempel kunne være da jeg for et par år siden udgav de 10 bedste Fynske Natpladser efter havørreder , her fik jeg faktisk flere gode pladser i bytte af folk , der mente at jeg også skulle have noget den anden vej, når jeg nu var så gavmild og åben omkring mine egne pladser.

Bagsiden af denne åbenhed var et par sure e-mail , hvor et par stykker var meget utilfredse med at deres “hemmelige” pladser nu lå frit på nettet. Det er også rigtigt, at mange straks hopper i bilen og benytter de omtalte pladser , men efter kort tid så har folk en tildens til at falde tilbage til deres gamle “sikre ” pladser, da de troede at mine pladser var fangstsikre top pladser. Det er der ingen pladser der er  lad os bare slå det fast , men de kan altså i perioder være rigtige gode , men det kræver også at man forsøger mere end bare en enkelt tur.

 

De pladser jeg nævner her er alle pladser som jeg besøger et par gange her sidst / først på året og der findes sikkert (DET GØR DER) mange andre gode pladser som ikke nævnes her. Men dette er mine egne pladser og jeg kender dem efterhånden ret godt og det betyder også at der ret ofte findes en fisk på disse pladser, hvis man giver dem en god chance.

DSC_1442

Fiskeriet

Jeg fisker sjældent en hel dag og slet ikke i denne kedelige periode,hvor der kan være langt imellem sølvtøjet og endnu længere imellem de større fisk …Det vigtigste i denne periode er at du skal være meget bevægelig og opsøgende i dit fiskeri , at stå stille og afvente at fisken kommer til dig er = kolde fødder og absolut ikke intet træk linen.

Er du derimod aktiv, så holder du for det første varmen og ved at være meget opsøgende på pladserne , så finder du meget nemmere fiskene som i koldt vand ikke er specielt mobile og aktive.

De klumper ofte sammen i små eller større stimer og det er derfor vigtigt at få kontakt til bare en enkelt fisk, så kan du være helt sikker på, at der er flere i samme område. Nu er det jo sjældent de store fisk der fanges på denne årstid , men der er intet bedre end at komme ud og få fat i nogle rigtige stålblanke “målsfisk” fremfor at komme med dårlige undskylder hvorfor man skal blive hjemme.

Der er fra medio november et ret spænde skift i fiskene på kysten og det betyder at de fleste farvede fisk er væk fra kysterne og lige pludselig så kommer de smukkeste blankfisk ind igen.
Hvor disse blanke fisk har opholdt sig siden starten af efteråret er kun et gæt , men jeg er overbevist om , at de har opholdt sig ude på dybere vand og nu hvor temperaturen falder, så søger de imod kysten igen.Disse stålkugler er oftest imellem 40 – 50 cm og de kæmper helt vildt og efterlæder hænderne fulde af løse skæl.

IMG_3092

 

Jo længere tid vi nærmer os det nye årsskifte ,så øges chancen hurtigt for at møde de første nedfaldsfisk på vej ud fra åen igen. Min egene første nedfaldsfisk plejer at hugge imellem jul og anden uge i januar , men det hænger også sammen med mine besøg i de områder hvor der eventuelt ikke er så langt til åerne.

Husk- at du gerne må dele denne artikel til dem du kender og det kan du nemt og hurtig gøre ved at klikke i bunden af artiklen på et af disse ikoner… 

Skærmbillede 2015-11-10 kl. 13.47.47

Mine Pladser

Jeg viser med de hvide streger på kortet hvor jeg fisker 

Når vi er tæt på eventuelle fredningsbælter, så tjek altid om du er på den lovlige side af fredningen og det gør du nemmest på Havørred.com – du er selv ansvarlig for at overholde regler , når du tager på fisketur.

Denne artikel kan også blive forældet og fredningbælter være ændret , så husk at følge op på lovgivningen. …!

Hvad er de gode vinter fiskepladser ..?

Hvis du vil lære at finde de gode vinterpladser selv -så læs mere Her 

 

Nakkebølle Fjord

Nakkebølle Fjord kan være en rigtig top plads men det er ofte i korte perioder at den fisker godt. Resten af tiden kan man måske slide sig  til en fisk . Du fisker udover ålegræs bælter med små revler og spredte badekar. Specielt i højvande kan området ved stensætningen være rigtigt godt og her er det ikke nødvendig at gå lang ud. Afhængig af vinden og hvor mange folk der er så kan det også være en god ide at fiske området af ved Fjellebroen Lystbådehavn. Vi er meget tæt på Hundstrup å , så vær opmærksom på fredningsbæltet ..!

Først på året kan du møde mange nedfaldsfisk, men der sker nu også at der fanget rigtig flotte fisk dernede..

Se bare denne flotte fisk her 

nakkebolle

 

 

 

Nab v/ Faaborg

Faktisk så er Nab pladsen faktisk en bedre forårs plads, men jeg besøger den ofte når jeg har afprøvet Nakkebølle Fjord og derfor har jeg flere gange løbet ind i en flok “rigtige grønlændere” som til tider bliver samlet i og omkring bugten. Fiskeriet ved campingpladsen er til at starte med sandet og fyldt med ålegræs, men jo længere vest du fisker, skifter bunden til mange sten og rigtigt dybt vand under land. Netop området hvor skiftet i bundenforholdene kommer er min favoritplads. Syd for bugten kaldes fra gamle dage “bussen” og der er ca 500 meter godt fiskevand, men specielt på hjørnet til bugten er værd at løbe efter , da fiskene ynder at trække rund om hjørnet her ….

 

Nab

 

Dyngkrogen

Dyngkrogen er en ret atypisk vinterplads, da den har masser af rullesten og større sten ligende mange steder. Men nok fordi den ligger som indgang til Helnæsbugten med flere produktive vandløb kan den overraske meget stort. Et kort stræk foran parkeringspladsen er nok den bedste plads og det er da også her at den lokale storfanger jan Sørensen igennem tiderne har fanget mange store fisk og gerne først i starten af det nye år. Et lidt mere kedeligt stræk ligger lige foran naturreesevatet tæt på færgehavnen og her kan der til tider være gode stimer af fisk.. Dyngkrogen fiskes mest effektivt af spinnefiskeren der kan nå langt ud og eventuelt fange de yderste fisk..

dyngkrogen

 

Faldsled Havn

En tidligere rigtigt hemmelig fiskplads som mange ikke kendte , hvis det da ikke var fordi jeg “frigav” pladsen i en bog omkring ens bedste fiskepladser. Nu er der flere der kender den, men jeg møder sjældent andre lystfiskere, når jeg selv fisker på pladsen og det er jeg slet ikke ked af. Pladsen kan i perioder holde mange fisk og det er nok fordi den har en det jeg kalder en fiskefælde.. Fiskene bliver simpelthen fanget imellem haven og revet på hjørnet og de kan have svært ved at komme væk hurtigt. I den periode hvor der er mange trækkende fisk er også her at fiskeriet topper og det kan være ret vildt på de rigtige dage. Fisk hullet godt af og bevæg dig herefter ud imod hjørnet hvor der ligger et rigtigt fin rev.

Faldsled

 

Helnæsbugten

Helnæsbugten er stor og der findes mange gode pladser der kan fiskes , men specielt en enkelt plads er næsten altid sikker. Det helt nede i bunden bag GL.Agernnæs og der kan nemt parkeres ved hotellet eller nede i bugten direkte ud til vandet. Fiskeriet foregår over meget mudderbund med lidt spredte sten blandet med små muslingebanker. Denne plads fiskes bedst ved at afsøge strækningerne meget hurtigt men der kan være fisk over det hele, så det er faktisk lige til at gå til. På modsatte side ved Brunshuse ligger et lille rev som til tider “holder” på fiskene og her er det med at være første mand på spottet. Bag Put and Take søen ligger den er meget godt rev, men der er lidt langt at gå fra bunden, men det kan til tider godt betale sig gå denne tur.

bugten

 

Å strand

Å Strand – er en rigtig giftig plads året rundt, da den ligger meget tæt ved Å Å som holder på rigtigt mange havørreder.Du skal være meget opmærksom på fredningsbæltet som ligger lige hvor du parkere bilen….! Du skal faktisk gå ca. 150 meter ned af stranden før du er på den rigtige side af fredningsbæltet. Men så venter dig også et meget kystnært badekar, der ligger helt inde under land, så det er ikke nødvendigt at vade rundt ude i vandet. Fluefiskere kan dog være nødsaget til at gå lidt ud og så lave skrå kast , da man ellers vil hænge i skrænterne bag ved.

AA_STRAND

 

Torø

Torø ligger syd for Assens og den er kan være sikkerheden selv for at fange en fisk, men desværre så er der ofte lidt længere imellem de større fisk.Jeg fisker på denne årstid mest inde ved bådene og nordsiden af øen. Specielt området ved bådene kan på solskinsdage tiltrække fisk der hurtig mærker at temperaturen stiger på det lave vand . Bunden er blød og kedelig men havørrederne elsker denne bund og der er masser af smårejer og sandorme de kan æde.Du har ret gode chancer for at få en håndfuld “småfisk” de dage hvor solen lige varmer lidt ekstra. Jeg har flere gange se folk ligge i flyderinge ude i hullet , men jeg har endnu ikke set nogle der haft mere succes end dem der løber rundt lidt længere inde i bugten.

TORO

 

Ellebæk Vig

Ellebæk Vig ligger ved Gamborg fjorden og er et meget giftig vinterplads , men det er også meget besøg og det kan være svært at holde gejsten oppe hvis der er for mange. Bunden er flere steder mudret og blød men havørrederne elsker dette område og når fiskriet først spiller, så kan du få mange kontakter. Vadefiskeriet kan være besværet af højvande da man kommer til at stå helt inden ved sivene, men selv på disse dag kan kast langs sivene give fisk. Du kan sagtens stå på græsplanen i sutsko  direkte ved vejen og fange havørreder, men det er måske ikke det smukkeste område 😉 .

Hele området indbyder til fiskeri fra Kajak eller flydering , så på denne måde får du ekstra meget fiskeplads selvom der er mange i området..

ELLEBAEKVIG

 

Otterrup Lystbådehav /Egense Dybet

Her er en vinterplads som har givet mange fisk igennem tiderne.. Personligt har jeg dog  kun fået alt for mange små fisk , men jeg må jo også indrømme at jeg har set andre få ret så flotte fisk her fra området. Pladsen fisker bedst i lavvande, så man kan komme ud til renden hvor de fleste fisk opholder sig. Når man vadefisker på vej ud , så kast i alle retninger da de nogle dage er at finde på den rene sandbund og slet ikke ude hvor de burde være.

Pladsen tæt på haven skal du passe på meget på..! Hvis du hopper op på sandbanken der ligger ind til havnen , så synker du i til begge knæ og du kan have meget svært ved at komme op selv. 

EGENSEDYBET

 

De Grønne sommerhuse V/ Kerteminde

Er en af min absolutte ynglingspladser når det begynder at blive koldt , for her har ørrederne en forkærlighed til at være i nærheden af ferskvand. Og det er lige det du finder her , men du skal også være meget opmærksom på fredningen ved Kauslunde å , som løber imellem den første høfte og det første lille grønne sommerhus. Jeg fisker de første hundrede meter forbi sommerhusene og har der ikke været kontakt her, så løber jeg straks ned i bunden af bugten. Her vil de trækkende havørreder ofte stoppe op, når de møder sandet og det meget lave vand der kommer lige før Risinge Hovede. Har der været trækkende fisk på det lange stykke , så er det med sikkerhed at de stopper og vender nede i bunden og derfor fisker jeg altid dette stykke af . Hele dette område fra start til slut tager ikke meget mere end en halv times tid , så det er en rigtig fyraftensplads eller lige den sidste plads på vej hjem.

groenne

 

Grønnehave

Parkering lige syd for grønnehave strandcamping hvor du holder 50 meter fra kysten. Rigtigt flot bredt badekar der kan holde fisk over det hele , men jeg har selv haft mest succes med at gå til venstre op imod campingpladsen. Jo længere nord på du går så svinder badekaret ud og det går over i mere ren sandbund. Men netop her kan spinnefiskeren nå et nyt og spænde badekar længere ude og her må eventuelle fluefiskere opgivet håbet om at få fluen derud.

GRONNEHAVE

 

Slipshavn

 

Slipshavn ved Nyborg er i mine øjne på ingen måde en naturskøn fiskeplads, men hvad den ikke har i skønhed har den til gengæld i antal af fisk til tider. Pladsen virker lidt som en fiskefælde hvor fiskene følger sandet langs bugten og de ender herefter inde i hullet, hvor de kan opholde sig indtil de finder ud igen. Vadefiskeri med spin og flue fra havnekajen og hele vejen rundt og ud i bugten hvor fiskeriet ofte dør ud.

Dette er en plads der til tider kan holde på rigtigt mange fisk, men når fiskeriet topper så vælter det desværre ofte rundt med fiskere. Prøv den af engang imellem når der ikke er andre, så kan du måske være den første der få fat i nogle af de mange fisk. Det er også her at de mange undslupne regnbuer gang på gang samler sig når de trækker rundt i området.

NYBORG

 

Faaborg Fjord

Min gamle hjemmebane der altid er en tur værd når vandet bliver koldt. Høje siv og kedelig bundforhold  ( mudder og sand )   inde i bunden, men havørrederne de elsker bare dette område. Jo længere du kommer ud af fjorden jo mere ålegræs og spredte kløverbuske kommer der. Fiskeriet er efter mine erfaringer bedst tidlig morgen og sidst på eftermiddagen hvor solen har tilført det lave vand lidt ekstra varme. Pladsen er i perioder en rigtigt fyraftensplads for de lokale i Faaborg ,men er der folk, så plejer der også at være fisk . Hele dette område er perfekt til at fiske fra kajak eller flydering både med spin og flue….

FAABORG

 

 

Jeg håber du vil afprøve et par af mine fiskepladser de næste par måneder og så ses vi nok på en af pladserne til en kop kaffe og lidt hyggesnak. 

Tight Lines 

Niklas Albrechtsen

P.s Husk at dele artiklen med dine fiskevenner på Facebook eller sende dem artiklen direkte på e-mail. Det gøres nemt og hurtigt ved at trykke på et af de 4 små ikoner under denne tekst. 

 

2 comments

Tim Gustafsson

Rigtige gode pladser Niklas. Har været på nogle tidligere og har også haft held til at fange fisk.
Men folkens glem ikke jeres egne gode pladser også, selvom der også kan være ture uden fisk. Kan nævne at ikke kun Ellebæk vig er godt men hele Gamborg Fjorden er godt i de kolde måneder. K & B

Poul lauridsen

Hej Niklas
Super dejligt at du deler dine pladser, har i mange år fisket på Fyn dog mest om foråret, da det er lyst noget længere, har ca 4 timers kørsel derover og hjem, så bare det at man har nogle pladser at køre efter gør tingene noget nemmere, så måske man skulle prøve en vinter tur.
Mvh Poul

Leave a reply

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.